Ergoterapeut Gitte Hansen varetager behandlingsforløb og undervisning hos SmerteSkolen.dk

Når VAS kommer i vejen for kommunikationen

Flere ergoterapeuter har spurgt, hvorfor smertepatienter kan se forholdsvis upåvirkede ud samtidig med, at de fortæller, at de har ondt svarende til 10 på en skala fra 1 til 10 – vel at mærke, når man har pointeret, at 10 er den værst tænkelige smerte.

Det er et spørgsmål, jeg ofte får, og sammen med spørgsmålet, kommer også rigtig mange meninger om, hvordan denne patient er.
Det er alt fra at være hypokonder, lyve for at få opmærksomhed, have en utrolig lav smertetærskel, ville udnytte systemet, være doven eller utrolig pivet.

Sandheden er, at hun ikke er nogle af delene. Hun kæmper hver dag for at hænge på og tage sig sammen fra det sekund, hun åbner øjnene. Hun ved godt, at der er så mange andre ting, der tynger, og at det ikke kun er smerterne….. men når spørgsmålet handler om smerterne, så er det dét, hun svarer på.

Hvad gør jeg selv, når jeg møder smertepatienter?
Jeg stoler altid på, at det, de siger, er sandt.  Jeg lader være med at spørge, hvor ondt det gør, og sætter ikke tal på, fordi det er her, kommunikationen går galt.

Terapeuten spørger, hvor stærke smerterne er, og patienten svarer på den samlede vurdering af, hvor invaliderende det er at leve med en kronisk smertelidelse. Derfor kommer spørgsmålet og svaret ikke til at give et billede af, hvem hun er, og hvilke problemer, hun har brug for hjælp til.

Så hvis du tidligere har scoret patienten på VAS, så kan du prøve at tilbyde en alternativ VAS. Den har jeg ikke i en fysisk udgave, og du kan selv vælge, hvordan du vil præsentere den. Den har fx en skala fra 1-20 og på dén scorer patienten, hvor slemt det står til i det samlede billede, altså på alle fronter. Alt i én kasse.  “Hvor nederen er det er have det som dig lige nu?”
Jeg har aldrig fået et mindre tal end 20 og jeg tilbyder gerne, at vi sagtens kan udvide den til 100.
Det er nemlig ikke tallet, der er vigtigt… det er, at I nu kan mødes på en fælles platform. Her kan hun fortælle dig, at alt er noget lort og at det ikke kun er smerterne. Og du kan få alle oplysningerne uden at forholde dig til, om det nu er et korrekt tal, hun angiver.

Med denne alternative skala vil du som ergoterapeut nu få mulighed for at hjælpe med de ting, der betyder noget i patientens hverdag. Det handler om ADL, det handler om relationer, det handler om interesser og det handler om jobbet.

Så fra at spørge om smerterne og få et svar, der hedder 10, og herefter fortælle, at du ikke kan gøre noget (fordi smerterne er kroniske og ikke lader sig behandle). Så kan du nu sige: “Ja, smerterne er der jo, og dem er der desværre ikke meget at gøre ved – så lad os tage fat på alt det andet.”
Alt hvad patienten ellers nævner, vil være indenfor ergoterapeutens kerneområde.

God arbejdslyst.

Skriv en kommentar